New Zealand: Nytænkende lovgivning på prostitutionsområdet
af Seksualpolitisk Forum, juni 2008
I New Zealand afkriminaliserede man i 2003 prostitution. Man fjernede alle diskriminerende love og sidestillede prostitution og andet sexarbejde med andre erhverv ved indførelsen af "The Prostitution Law Reform Act". Tankegangen bag den minder på flere måder om den model, som Seksualpolitisk Forum foreslår for Danmark.
En succesfuld afkriminalisering
Afkriminaliseringen skete på forbilledlig demokratisk vis, ved at inddrage de prostituerede selv og spørge dem om deres behov og problemer. De prostitueredes egen organisation, "the New Zealand Prostitutes Collective" (NZPC), var den drivende kraft i arbejdet.
Kvindebevægelsen i New Zealands støttede også loven og hjalp i arbejdet med at få den skrevet. Arbejderpartiet Labour, som svarer til de danske Socialdemokrater, har været den parlamentariske tovholder, som fik lovgivningsarbejdet færdiggjort.
Sexarbejderne er selv med til at rådgive
I New Zealand er det de prostitueredes egen organisation, NZPC, der udtaler sig om prostitueredes interesser, driver væresteder og rådgiver og hjælper de prostituerede som skulle have behov for det.
NZPC blev oprettet i 1987, og har siden udviklet sig, så den i dag med støtte fra staten varetager en række funktioner over for de prostituerede. Det er i store træk de funktioner, som KFUK-Reden udfører herhjemme, men altså uden KFUK-Redens fordømmende og moralsk holdning på området.
Gadeprostitution
De gadeprostituerede har stor tillid til NZPC, som rådgiver og støtter dem.
NZPC består bl.a af prostituerede, som udfører frivilligt arbejde, men organisationen får også offentlig støtte. De har væresteder med blandt andet sundhedslinikker og information om rettigheder, sundhed og sikkerhed for de gadeprostituerede. NZPC giver også hjælp ved kontakt til myndigheder såvel som i en række andre situationer - herunder hvis en prostitueret ønsker at forlade branchen.
De gadeprostituerede selv er positive overfor loven og føler sig støttet af den og af politiet. Politiet udtaler blandt andet, at loven har gjort samarbejde og gode relationer mellem gadeprostituerede og politiet muligt, at gadeprostituerede nu giver politiet værdifuld information om aktiviteter på gaden, og at politiet giver de prostituerede information om potentielt farlige kunder eller bagmænd.
Licensordning med krav til bagmændene
Samtidig med afkriminaliseringen blev der indført en statsreguleret licensordning rettet mod "administratorer". En administrator er enhver person, som har en ledelsesmæssig funktion over for prostituerede, for eksempel en ejer eller leder af et bordel, et escortbureau eller lignende. I Danmark betegnes de ofte som "bagmænd" og "mutter".
For at have licens/tilladelse til at drive bordel, skal der blandt andet være gode arbejdsforhold, gode sanitære og sikkerhedsmæssige forhold, og på klinikkerne skal der synligt videreformidles rådgivnings- og informationsmateriale til både sexarbejdere og kunder om sexarbejderes rettigheder.
Inspektion af bordellerne fra myndighederne varetages af, hvad der her i Danmark svarer til Arbejdstilsynet. Licensen skal fornyes årligt, og en administrator må ikke tidligere være dømt for en række forudbestemte lovovertrædelser, som for eksempel vold, narkokriminalitet eller hvidvaskning af penge.
Ved licensordningen har man skabt et stærkt præventivt værktøj mod bagmænds udnyttelse af sexarbejderne. Bagmændene/administratorerne er nu selv med til at rydde op i branchen.
Forskning og evaluering
Et bredt parlamentarisk udvalg blev ved lovens vedtagelse nedsat for at overvåge lovens virkning. Forskningsenheder blev etableret ved forskellige universiteter for at forske i prostitutionsmiljøet - med fokus på sundhed og trivsel blandt sexarbejdere samt støtte til sexarbejdere, som ønsker at forlade branchen. Udvalget og de tilknyttede forskningsenheder skulle efter 5 år komme med en evaluering af lovens virkning.
De meget grundige og omfattende rapporter er udgivet i maj 2008, og konkluderer blandt andet:
· Sexarbejdernes sundhed og sikkerhed er blevet bedre siden afkriminaliseringen
· Antallet af prostituerede er ikke steget (hvilket nogle kritikere forudså at den ville), i modsætning til mange andre lande, hvor prostitutionens omfang er steget
· Problemer med vold er mindsket
· Sexarbejdernes arbejdsforhold er blevet lidt bedre, men kravene til arbejdsstederne skal skærpes, samt kontrollen med disse
· Sexarbejderne er mindre i kontakt med alfonser og kriminelle miljøer
· Sexarbejderne føler, at deres retssikkerhed er øget, og de har i dag nemmere ved at afvise en kunde
Australien
I Australien har to delstater afkriminaliseret efter samme model som den New Zealandske.
En rapport fra 2012 sammenligner tre australske delstater hvor sexarbejde har forskellig lovgivning; hhv. kriminalisering, licensordning og afkriminalisering. Rapporten finder, at sexarbejderne har langt de bedste og sundeste forhold i New South Wales, hvor sexarbejde er afkriminaliseret - ligesom på New Zealand; Sex industry survey finds NSW the best place in the world to work for prostitutes
Rapporten kan findes her.
Derudover meldes det i 2011, at der er stabil eller mindre omfang af handel med sex i den Australske delstat Queensland, hvor sexarbejde er afkriminaliseret; New trouble for oldest profession
Skadesreduktion
Ved at give sexarbejderne værdighed, myndighed, handlekraft, faglig sikkerhed og anerkendelse har man mindsket stigmatiseringen af sexarbejderne og mulige skadevirkninger ved erhvervet. De udsatte får nu rådgivning, som de kan respektere - fordi de selv bliver respekteret og talt til i øjenhøjde.
Seksualpolitisk Forum ser det som afgørende i den succes, man har haft i New Zealand, at man har taget et almindeligt demokratisk og socialt udgangspunkt i sexarbejdernes egne interesser og organisationer. Den vej ønsker vi også at gå i Danmark, blandt andet med politisk støtte til den nystiftede Sexarbejdernes Interesse Organisation (SIO) og faglige rettigheder.
Læs mere:
Rapporten med evalueringen fra det parlamentariske udvalg
Sexarbejderforeningen New Zealand Prostitute Collective
MP Tim Barnetts tale til parlamentet
Fhv. prostitueret og MP, Georgina Beyer
Se også:
- Prostitution - forslag til lovgivning og sociale tiltag
- Trafficking - analyse og løsningsforslag
- Sveriges forbud om købesex - analyse, kilder og dokumentation.
- Sverige 2008: Store problemer og manglende viden
- Myter og fakta om sexarbejde.
- Citater om Seksualpolitisk Forum.
- Pressefotos.
- Kontakt.