Artikler og debat
Nej til at kriminalisere kunder
Kronik af Paul Lyngbye og Lone Nørgaard
Bragt i Berlingske Tidende og i Information d. 10.3. og
17.3. 2003
Kronik: Vi siger nej til signalværdier, forbud og afstraffelse, hvad angår
både kunder og prostituerede. Af den enkle grund, at vejen frem i dette minefelt
har vist sig ikke at lyde på kriminalisering, sanktioner og straf, men på
forståelse, frivillighed og afstigmatisering.
Af Paul Lyngbye, cand. mag. & cand. odont. og Lone Nørgaard, lektor, cand.
mag. Kronikørerne har forsket og skrevet bøger om prostitution.
Kristeligt Folkeparti fremsatte d. 29. januar Forslag L 132 til Lov om ændring
af straffeloven (Kriminalisering af prostitutionskøbere). Ifølge forslaget skal
§ 223 a nu have denne ordlyd: "Den, der mod at betale eller give løfte om
betaling har samleje med en anden person, straffes med bøde eller fængsel indtil
2 år." Loven førstebehandles d. 18. marts og skal, hvis den vedtages, træde i
kraft d. 1. juli i år.
Vi kan ikke nok advare mod at vedtage dette forslag, som på overfladen ser så
smukt og tilforladeligt ud, men absolut ikke er det. Gør man sig nemlig den
ulejlighed at gå et par spadestik dybere, peger prostitutionsforskningen i en
anden retning: Skadelige konsekvenser såvel for de kvinder som for det samfund,
som fortalerne så indædt postulerer at gavne.
Af indlysende grunde opfatter vi begge prostitution og salg af kroppe som
handlinger, samfund helst burde være foruden. Hvilken kvinde – og en del mænd –
vil ikke gerne af med prostitution? For kvindernes skyld, som i denne sag måske
ikke begynder som men i hvert fald hyppigt ender som ofre i og for erhvervet.
Men i stedet for at lade os styre af ønsketænkning og paradismyter om
seksualitet og ligestilling og prostitutionsfri verdener, så vil vi fastholde,
at viden(skab) er bedre end (over)tro. Og at det mest relevante spørgsmål at
stille, hvis man gerne vil begrænse skaderne ved prostitution er: Hvad virker,
og hvad gør ikke?
Allerede nu kan det konstateres, at den svenske lov om kundekriminalisering ikke
virker, og at der ikke findes belæg for, at prostitutionen er mindsket som følge
af kriminaliseringen af kunderne. Ikke særligt fremmende for det danske
debatniveau skal man imidlertid lede særdeles grundigt for at finde denne
vurdering på side 18 i det danske PRO-Centrets officielle udgivelse fra marts
2002,Unge i prostitution og lovgivning - Evaluering af Straffelovens § 223 a:
"Det præventive element i loven [om kriminalisering af kunderne] antages i
evalueringen [den seneste foretaget af den svenske model] at begrænse sig til
gadeprostitutionen, mens det formodes at sexkøbere og prostituerede i højere
grad bestemmer tid og sted via mobiltelefon. Således findes der intet belæg for
at konstatere, at prostitutionen er mindsket som følge af kriminaliseringen af
prostitutionskunderne i Sverige." (vores fremhævning).
Desuden udgør gadeprostitutionen højst 9% af al prostitution i Danmark. Selv
hvis man kunne overføre de svenske erfaringer direkte på danske forhold, så
måtte effekten af kundekriminalisering på den samlede mængde prostitution i
Danmark siges at blive beskeden.
Men - når dokumentationen mangler, så må kriminaliser-kunderne-fløjen gribe til
andre midler. Et af yndlingsargumenterne er det luftige begreb ’signalværdi’:
Se, det står ganske enkelt i loven, at samfundet ikke vil goutere den trafik. Om
svenske politikeres brug af ’signalværdi’ sagde Katarina Lindahl,
generalsekretæren for RFSU (de svenske sexualitetsuddannelser) i 1999: "De
prostituerede kommer til at betale prisen for at politikerne kan udsende
signaler mod noget, som samfundet allerede tager afstand fra."
Også de svenske socialarbejdere indenfor området betragter signalværdien som
yderst diskutabel. "Signalværdi er argumentet, som følger dårlig lovgivning!",
hedder det fx i Unge i prostitution m.m. fra 2002.
Så er den påstand blevet fremsat til støtte for at følge i Sveriges fodspor, at
kriminaliseringen af kunderne vil sætte den nødvendige spot på problemet, der
dermed anerkendes som et problem. Anerkendes som et problem for hvem? For de
prostituerede – eller for ’os andre’? Eller er det måske med prostitution som
med dele af u-landshjælpen? At en række mennesker lever fedt og godt af, at her
har vi et område, der er anerkendt som problem, og med etiketten problem kan der
råbes på ressourcer i form af bevillinger og stillinger og politisk
opmærksomhed? Dette nærgående spørgsmål er på sin plads, fordi enhver med
indsigt på området ved, at det er dobbeltlivet, løgnene og fordømmelsen fra det
øvrige samfund, der virkelig æder sjæle op hos de prostituerede.
Hemmelighedskræmmeriet isolerer, opspalter og koster den prostituerede dyrt som
menneske. Også i forhold til hendes eventuelle familie og børn.
Hovedparten af dem, der sælger seksuelle tjenester, har udtalt sig imod
kriminalisering, også selv om kriminaliseringen alene omfatter kunderne. De
fleste kvinder med prostitutionserfaring opfatter ikke kundekriminalisering som
en håndsrækning. De opfatter den tværtimod som en forstærkning af deres
marginalisering og offerrolle. Sælgerne selv skelner ikke mellem kriminalisering
af kunder og kriminalisering af dem selv, for prostitution er allerede en lyssky
og marginaliseret aktivitet, som grænser til det kriminelle. At kriminalisere
kunderne kriminaliserer også kvinderne - de opfordrer jo til og bliver delagtige
i en kriminel handling. Og hvis ikke samfundet anerkender dem som delagtige, ja
så underkendes de som handlende individer.
Kontroltiltag rammer historisk set kvinderne hårdest. I takt med at markedet
bliver mere skjult bliver kvinderne mere sårbare for vold, og presset på dem
forøges. De bliver mere afhængige af, at nogen kan tilrettelægge virksomheden
for dem, og det giver igen mere plads for alfonser og formidlere. De
kriminaliserede markeder bliver muligvis endnu mere præget af grove afvigelser
og kunder med perverterede lyster. For at bekæmpe vold på prostitutionsarenaen
er det vigtigt at støtte og motivere sælgerne til at anmelde det, de oplever som
overgreb. Og hér vil en kriminalisering af alle kunder underkende det, sælgeren
forstår som overgreb, og anerkender hende dermed ikke som subjekt.
Danmark har en prostitutionslovgivning, som allerede i dag indebærer væsentlige
bevis- og efterforskningsproblemer. Disse forsvinder ikke og bliver måske oven i
købet større med en kriminalisering av kunder. Det fremgår bl.a. af
Malmø-rapporten fra Rikspolisen i Sverige.
Og hvilken slags straffeaktion skulle anvendes i tilfælde af kriminalisering? En
bøde vil hurtigt kunne virke som om, at kunden kan købe sig fra ansvaret, en
fængsels- eller behandlingsdom kan hurtigt virke urimelig.
Interessant nok havde prostitutionsområdet samme kvindepolitiske udgangspunkt i
de skandinaviske lande for 30 år siden. I dag er vandene delt, og det er på høje
tid, at danskerne får mulighed for at høre om andre positioner end den svenske
forbudsholdning. Derfor ridser vi en historisk udvikling op og starter med at
fokusere på Norge, hvor PRO-Sentret - i modsætning til det danske PRO-Centret –
siger klart nej til kundekriminalisering.
I begyndelsen af 1970erne var det i Norge Kvinnefronten, (knyttet til den
yderligtgående venstrefløjsgruppering, Arbeidernes Kommunistiske
Parti-Marxister-Leninister), der sammen med de såkaldte Nyfeminister tog
initiativ til at bekæmpe først pornografi, siden prostitution. PRO-Sentret i
Oslo blev oprettet i 1983 på initiativ af fem kvindelige politikere, hvis øvrige
politiske holdninger var stærkt divergerende.
De pionerer, der oprettede PRO-Sentret, havde et feministisk grundsyn, nemlig:
At prostitutionen dybest set afspejler den patriarkalske mandskultur og dennes
seksualopfattelse i samfundet, hvorved mænd principielt er voldsforbrydere,
seksuelle undertrykkere, incestudøvere m.m., og kvinder er ofre.
I Sverige blev dette menneskesyn ført frem til sin logiske konsekvens med loven
af 1.1.1999 om kundekriminalisering: Af de to direkte involverede parter er det
manden, der betaler for sex, som er skyldig og skal straffes, mens kvinden, der
sælger sex, er et uskyldigt offer, der skal hjælpes.
I Danmark blev PRO-Centret oprettet i 1997 som en forsøgsordning, men med afsæt
i idégrundlaget fra 1970erne. Vi konstaterer, at det norske Pro-Sentret efter
tyve års erfaringer i dag står et helt andet sted end det danske ved at afvise
den svenske model.
Rent biologisk må driften mod sex siges at være helt anderledes fundamental for
menneskearten end fx driften mod alkohol. I 1920ernes USA forsøgte man at
lovgive sig til et samfund uden alkoholforbrug. Som bekendt førte
forbudspolitikken til, at markedet gik under jorden, hvorved den organiserede
kriminalitet, mafiaen, for alvor fik etableret sig. Hvis man forsøger at
kriminalisere sexkunder, vil markedet gå under jorden med lignende effekt på
volden og kriminaliteten i det danske samfund. Sådan et samfund ønsker vi ikke
at leve i.
Derfor siger vi nej til signalværdier, forbud og afstraffelse, hvad angår de
direkte agerende parter på prostitutionsområdet. Af den enkle grund, at vejen
frem i dette minefelt har vist sig ikke at lyde på kriminalisering, sanktioner
og straf, men på forståelse, frivillighed og afstigmatisering.