Artikler og debat


Anmeldelse af "Ej blot til lyst - pornografi i et ligestillingsperspektiv"

Red.: Sarah Højgaard Cawood & Anette Dina Sørensen (red), Videnscenter for Ligestilling, 2002.

 Anmeldelse af Nicolas Barbano.

Denne 20-siders pjece om porno i et ligestillingsperspektiv blev udgivet ”for at genrejse pornodebatten, beskrive situationen og skabe et nuanceret grundlag for en diskussion om, hvilken status pornografien skal have i vores kultur”. Pjecen var den første enkeltstående publikation i periodens danske anti-porno-bevægelse og gav anledning til en del debat om porno og kvindesyn, hyppigt med brug af synspunkter lånt fra pjecen. Det er derfor vigtigt at kigge nærmere på dens indhold.

I kapitlet ”Pornoen breder sig” argumenterer pjecen for det synspunkt, at pornografiens billeder op til udgivelsen langsomt har indtaget en central plads i dagens Danmark. Dels som stiltræk i reklamer etc., og dels via et voksende marked for både blød og hård porno på tv, hjemmevideo og internet. På tv er pornoen hyppigt udformet som dokumentarserier. TDC er blevet et firma, der tjener store beløb på internetporno, og via sin internetportal Opasia er aktivt med til at holde pornotrafikken i gang. Unge får i stigende grad deres viden om seksualitet fra medierne, og skolernes seksualundervisning tilbyder ikke noget alternativ til pornoen, mener pjecen. Zentropas forsøg på at lave kvalitetsporno for kvinder affærdiges uden videre som en kommerciel interesse. Pjecen efterlyser mere viden og forskning på porno-området.

Næste kapitel, ”Pornografiens betydning”, citerer nogle danske og svenske undersøgelser af, hvem der ser porno (mest mænd). Den moderne opfattelse af seksualiteten som vigtig for vores livskvalitet modsiges af den nypuritanske filosof Peter Thielst, som mener, at seksualiteten er blevet for central i vores tilværelse. Kapitlet forklarer, at forskellen på mænd og kvinders seksualitet kan skyldes tillærte adfærdsmønstre; at fx især mænd bruger porno, skyldes ikke så meget, at de tænder på det, men at det forventes af dem! Og kapitlet redegør for kriminologen Berl Kutchinskys synspunkt, at porno virker som en ventil og derfor ikke fører til flere seksualforbrydelser, men tilføjer at nyere forskning i højere grad ser pornoen som igangsætter af bestemte forestillinger og som mulig adfærdspåvirker.

Kapitlet forsøger også at give et portræt af pornoens ”forenklede seksualitet”, der ligesom prostitution fokuserer på at bruge en andens krop til egen tilfredsstillelse. Mandlig dominans er normen, mener pjecen: Kvinder bruges som objekt for mandens blik, hans begær er bestemmende for hendes, hun kaldes en luder og får sperm i ansigtet (”en territorial markering”), og selv i den normale porno indgår voldskoder såsom udkrængede vaginaer og voldtægtsagtige gangbangs.

Kapitlet ”Konsekvenser af pornografiens udbredelse” spørger bekymret, om pornoen trækker os i en mindre ligestillingsorienteret retning, hvor kvinder føler, deres værd hænger sammen med deres succes som sexobjekter, mens mænd føler, at de skal have lyst konstant og være erobrende i et urealistisk omfang.

Sidste kapitel, ”Skal og kan vi regulere?”, opridser baggrunden for frigivelsen af pornoen i 1969 og beklager, at enhver kritisk diskussion af pornografien siden er blevet afvist som puritanisme. Pjecen påpeger, at bl.a. den franske filosof Michel Foucault i dag sætter spørgsmålstegn ved seksualiteten som en frigørende kraft, og at voldsporno og andre problematiske pornotyper ikke, som man forventede, er forsvundet med frigivelsen, tværtimod. Medielovens muligheder for regulering tager ikke højde for, at tv og internet sandsynligvis snart smelter sammen, hvilket ifølge pjecen rejser spørgsmålet om ytringsfrihed contra beskyttelse af individer mod overgreb.

Pjecen slutter med et bilag om pornobranchens omsætning og udbredelse, og denne afskedshilsen: ”Med denne pjece håber vi, at bolden er givet op til diskussion af, hvilken rolle vi ønsker, at pornografien skal spille i vores samfund. En diskussion, som medtænker de kønsstereotyper, der ligger i størstedelen af pornografien og som holder mulige konsekvenser for kønsligestillingen for øje.”

Altså en noget anden målsætning end den, der blev angivet i pjecens forord. Fra at ville skabe ”et nuanceret grundlag for en diskussion”, håber pjecen nu at have defineret og fæstnet en helt bestemt opfattelse af pornografien, som bør indgå i al videre diskussion. Vel at mærke en opfattelse, der, som det vil fremgå af det følgende, end ikke med den bedste vilje kan kaldes den mindste smule nuanceret.

Ved første blik ligner pjecen ”Ej blot til lyst” en seriøs udgivelse, der åbent og ærligt præsenterer argumenter både for og imod. Det er dog ikke tilfældet. Synspunkter, der ikke passer ind i pjecens overordnede mål, afvises eller forties.

Eksempelvis postulerer pjecen uden videre, at brugen af sex og kvinder i vor tids reklamer skyldes inspiration fra porno. Men der var sex og kvinder i reklamer længe inden pornoens frigivelse, ligesom der har været sex og kvinder i billedkunsten helt tilbage til hulemaleriernes tid. Alle, der nogensinde har lavet en pornofilm, er vokset op i en verden fuld af reklamer. Så er der virkelig tale om pornoficering af reklamer - eller er det omvendt? Er pornografiens billeder inspireret af reklamens verden? Vi kunne kalde fænomenet for reklamificering, og det er en tanke værd. Men pjecens har ikke plads til den slags tanker.

Som konkret eksempel på ”pornoficeret billedsprog” i reklamer nævner pjecen Bonbon-vingummien ”Dyt i bamsen”. På posen er der nemlig en vittighedstegning af to dyr i en seksuelt ladet situation: Bamsepigens kjole blæser op, og elefantdrengen nærmer sig med løftet snabel (”Stik snablen i”, står der tvetydigt nederst på posen). Siden pjecens udgivelse er motivet hyppigt blevet nævnt som eksempel på pornoficering.

Alligevel holder påstanden om, at dette skulle være et pornoinspireret motiv, ikke en halv meter. Situationen med en pige, hvis kjole blæser op for øjnene af en begejstret, mandlig iagttager, var nemlig fast tema allerede i en stribe kalendermotiver, som den amerikanske pinup-kunstner Art Frahm malede allerede i 1950-60, hvor porno kun eksisterede som et illegalt, yderst marginalt undergrundsfænomen.

Frahms populære, skoledannende pinup-motiver har sat mange spor. Eksempelvis det kendte billede af Marilyn Monroes kjole, der blæser op i filmen ”The Seven Year Itch” (1955), og pigen på lp-coveret til ”Gasolin’ 3”, som er direkte kopieret fra et Art Frahm-maleri. På dette og mange andre Frahm-motiver er kjolen, der blæser op, kombineret med, at pigens trusser falder ned, så det seksuelle i situationen fremhæves. Også fallossymboler dukker også op hos Frahm: I ét tilfælde står den mandlige iagttager og perforerer asfalten med en brolæggerjomfru!

Vel er der et spring herfra til Bonbon-posens elefantdreng med erigeret snabel. Ideen med et mandligt dyr, der reagerer på synet af en kvinde med en erigeret kropsdel, stammer dog heller ikke fra pornoens verden, men fra ulven med de erigerede øjne i ”Red Hot Riding Hood” (1943) og Tex Averys øvrige ”Rødhætte”-tegnefilm, som bl.a. har været vist på DR i serien ”Så er der tegnefilm”. Også Bonbon-elefantens tunge, der slæber hen ad jorden, er et træk fra Tex Averys opstemte hanulv.

Bonbon-tegneren behøver altså aldrig i sit liv have set et pornografisk billede af nogen art. Hvert eneste element i tegningen var udbredt i populærkulturen allerede ti-tyve år inden pornografiens frigivelse. Dertil kommer tegningens helt overordnede tema – den liderlige bejler versus den blufærdig kvinde – som kendes helt tilbage fra de populære satyrmotiver i græsk vasekunst, lavet flere hundrede år før vor tidsregning. Men de gamle grækere var måske også inspireret af pornografi?

Pjecens forfattere kan næppe være ubekendte med alle disse berømte, hyppigt refererede billeder fra populærkulturens verden. Alligevel nævnes de ikke. Postulatet om, at Bonbon-tegningen skulle være inspireret af porno, får lov at stå alene, uimodsagt, så man sluger det i farten. For det gør man jo, hvis man af ideologiske årsager er indstillet på at være enig i pjecens synspunkter.

Og det er ikke pjecens eneste eksempel på manglende åbenhed. Nævnes må også pjecens afvisende holdning til Berl Kutchinskys forskning, som jeg dog ikke vil forsøge at redegøre for her, da denne problematik allerede er grundigt kortlagt i en tekst om pjecen af Bo Gorzelak Pedersen. Samt tanken om, at porno kan sammenlignes med prostitution, fordi begge fænomener fokuserer på at bruge en andens krop til egen tilfredsstillelse. Er den indstilling til sex virkelig speciel for porno og prostitution? Hvordan med alle mulige andre former for moderne parforhold, fra kærester og bollevenner til one night stands og swingerklubber?

Pjecens største svaghed er dog beskrivelsen af selve pornoen, en beskrivelse der ud over alle rimelige grænser virker partisk, ensporet og usaglig. Hvor pjecen beskylder pornoen for en forenklede seksualitet, hvor mandlig dominans er normen, må man omvendt beskylde pjecen for en forenklet fremstilling, hvor feministiske fordomme er normen.

Det gælder eksempelvis beskrivelser som disse: ”Vi ser stort set kun kvindens nydelse: hun stønner, han er tavs. (…) Manden fremstilles som den dominerende lystmaskine med stor potens og lille følsomhed, og kvinden fremstilles som servicerende, underkastet, og nydende sin underkastelse. (…) Mænd udelukkes fra underkastelsen og nydelsen i at være den der modtager, mens kvinder udelukkes fra den nydelse, der ligger i at dominere. (…) Den mandlige pornomodel fremstår ofte som permanent præstationsdygtig men mekanisk i sin præstation og uden synderlig tegn på nydelse”.

Meget mere ensporet, forenklet og forvredet kan pornoen næppe fremstilles. Her er der åbenlyst tale om en feministisk iscenesættelse af pornografien. Det kan være bevidst eller ubevidst. Hvis man fra starten kun leder efter eksempler på mandlig dominans, og egentlig ikke interesserer sig for andet, jamen så vil man vel heller ikke se andet, uanset hvad man kigger på.

Dette kommer til udtryk overalt i teksten, og nogle steder med stor opfindsomhed. Såsom når de såkaldte facial cumshots (ejakulation i ansigtet) beskrives som en ”territorial markering”. Dette er så inspireret en beskrivelse, at man næsten ikke nænner at sige den imod. Men det er altså kun en tolkning, en tese, som er valgt frem for andre, fordi den passer ind i pjecens foretrukne syn på pornografien.

Andre tolkninger af fænomenet nævnes ikke, men man kunne med samme ret vælge at se de klimaks-prægede mundsprøjt som en traditionsbunden, visuel markering af samlejesekvensens slutning; en fortællekonvention på linje med, at actionsekvenser i Hollywood-film gerne skal slutte med en eksplosion, og præcis lige så blottet for ideologisk og kønspolitisk betydning.

Et andet eksempel er de såkaldte gangbang-scener (flere mænd om én kvinde), der i pjecen beskrives som ”voldtægtsagtige”. Voldtægt er, når man tvinger en person til samleje, mod dennes vilje, og har intet at gøre med antallet af seksuelle partnere, etc. Man kunne med større ret kalde missionærstillingen for voldtægtsagtig, idet voldtægt begået af én person er langt mere normalt end gruppevoldtægt.

Nogle af beskrivelserne er direkte latterlige, som når pjecen harmfuldt observerer, at: ”Kvinder yder oralsex, de stiller kropsåbninger til rådighed for det mandlige kønsorgan”. Oh, rædsel! Og så undrer pjecens forfatter(e) sig over, at kritik af porno hyppigt afvises som puritanisme?

Pornotyper, der ikke kan tolkes som kvindeundertrykkende, afvises som specialgenrer og nichefænomener, og har ikke pjecens interesse. Denne skævhed kommer også til udtryk i indrømmelsen: ”Der findes også pornografi, der viser mænd, som giver seksuelle ydelser, men […]”. Ja, der findes stort set ikke andet!

Pjecen er udgivet af Videnscenter for Ligestilling, så det er forståeligt nok i udgiverens interesse at fremhæve uligestilling. Men det bør ikke udelukke ærlighed, saglighed og troværdighed, sådan som det i den grad er tilfældet her. Især, når der ligefrem er tale om et ”Videnscenter”, har man lov at forvente et vist mål af ekspertise og videnskabelighed.

Der står ikke et ord om, hvorfra pjecens anonyme forfatter(e) er kommet frem til pjecens karakteristik af pornogenren: Hvor mange film har vedkommende studeret? Hvordan er disse film udvalgt? Hvordan er undersøgelsen af filmene designet? osv. Der nævnes ikke en eneste værktitel eller andet, som demonstrerer personligt førstehåndskendskab til den omtalte genre. Med andre ord er der ikke skyggen af hverken personlig viden, empirisk forskning eller videnskabelig metode!

I stedet kan man konstatere, at pjecens tolkninger og generaliseringer i et og alt svarer til det beton-feministiske verdensbillede, hvor alting per automatik tolkes som mænds undertrykkelse af kvinder. Bygger pjecens fremstilling af pornoen overhovedet på forfatterens/forfatternes egne observationer, eller er den blot hentet fra feministiske teoribøger, til nød suppleret med et par tilfældige pornokig på Kanal København?

Der angives ingen forfattere til pjecens tekst, men en del af beskrivelserne af pornoen blev kort efter genbrugt ordret i Sarah Højgaard Cawoods kapitel i antologien ”Patter, pik og penge” (2002). Man må derfor formode, at Sarah Højgaard Cawood ikke blot som oplyst har været med til at redigere ”Ej blot til lyst”, men også har skrevet i alt fald en del af teksten.

Man får indsigt i denne forfatters arbejdsmetode i ”Patter, pik og penge”. Her fylder Sarah Højgaard Cawood tre sider med betragtninger om pornoens indflydelse, baseret på, at hun, under hvad hun beskriver som en gang rastløst tv-zapperi, tilfældigt har set en trailer for filmen ”40 Days and 40 Nights” (2002), som så får det glatte lag. Nogen udpræget form for grundighed eller metode er der altså ikke tale om.

Det er også sigende, at hun beskriver filmens cølibat-plot som pornofilmsagtigt. For det første er der mildt sagt meget lidt pornofilmsagtigt over et plot, som handler om ikke at have sex. For det andet er filmens plot i det store hele lånt fra William Shakespeares skuespil ”Love’s Labour’s Lost”, fra cirka 1594. Ligestillingsforsker Sarah Højgaard Cawood har med andre ord ikke set den film, hun skriver om, er ikke bekendt med det berømte værk, filmens plot bygger på, og kender åbenbart heller ikke ret meget til den genre, hun sammenligner med. Og det minder jo meget om det indtryk, man får, når man læser pjecen ”Ej blot til lyst”.

Tilbage står spørgsmålet om, i hvor høj grad, det er pornografien, der giver en stereotyp fremstilling af kønnene og seksualiteten, eller om det er feministerne og ligestillingsforskerne, der giver en stereotyp fremstilling af pornografien. Sandheden er sikkert et sted imellem, men hvor?

Når man i den grad må kritisere pjecens beskrivelse af det, der er selve pjecens emne, nemlig pornografien, kaster det også skygge over pjecens værdi som helhed. Med sin ensporede, fordomsfulde fremstilling kan man nemlig ikke sige, det lykkes pjecen at ”skabe et nuanceret grundlag” for en diskussion om pornografien. Men der er uomtvisteligt, at den fik startet en diskussion, som da også helt i pjecens ånd viste sig at være både fordomsfuld og ensporet.