Artikler og debat


Anmeldelser af "Køn, massekultur og pornografi" & "Ung i en herresexet verden"

Anmeldelser af Nicolas Barbano.


Anette Dina Sørensen: Køn, massekultur og pornografi
(Nordiske Institut for Kvinde- og Kønsforskning, v. Oslo Universitet, udleveret efterår 2005, officielt publiceret 2006)

 Denne 14-siders baggrundsrapport blev udarbejdet som oplæg til konferencen ”Ung i en herresexet verden”, der fandt sted d. 1.11.2005 i Odd Fellow Palæet i København, som led i en debatkampagne startet af Minister for Ligestilling Eva Kjer Hansen (V). Senere er rapporten distribueret i ukendt antal som officiel tryksag og via downloads.


”Køn, massekultur og pornografi” har som forside plakaten for konferencen ”Ung i en herresexet verden”, og er derfor i bibliotekernes databaser misvisende katalogiseret under titlen ”Ung i en herresexet verden: Køn, massekultur og pornografi”. Baggrundsrapporten henvender sig til skolelærere og bør netop ikke forveksles med debatmagasinet ”Ung i en herresexet verden”, som er henvendt til de unge selv.

            I rapportens indledning anfører Anette Dina Sørensen, at den såkaldte ”seksualisering af det offentlige rum” i Danmark faktisk har stået på siden pornoens legalisering. Det nye, hævder hun, er ”pornografiens aftryk på de medieprodukter, der omgiver os”, altså at pornoen har fået ”en ny massekulturel status”, hvilket ”gør det nødvendigt at forholde sig aktivt til pornografi - igen”.

Under overskriften ”Pornochic-tendensen” skelner Anette Dina Sørensen mellem tre forskellige tendenser, der tilsammen udgør ”et generelt træk i massekulturen”:

1) Det øgede marked for den egentlige pornografi. Rapporten fokuserer især på internetpornoen, med data hentet fra svenske og norske undersøgelser.

2) Den såkaldte ”clean-up”-tendens, hvor pornomodellernes stjernestatus og massemediernes interesse for pornografien angiveligt har gjort pornoen ”stueren”.

3) Reklame-, mode- og musikbranchens brug af ”fragmenter”, der ”ikke nødvendigvis er pornografiske, men som henviser til et pornografisk univers”.

            Pornografiens påståede indflydelse på massekulturens seksualisering er en af de centrale præmisser i Anette Dina Sørensens argumentation. Og alligevel er det en af hendes dårligst dokumenterede påstande. Ikke blot på grund af hendes meget få eksempler, men også fordi argumentationen foregår i et akademisk vakuum, hvor alle udtryk for aktiv seksualitet beskrives som ”pornografiske fragmenter”, helt uden sans for historisk kontekst eller for den virkelige verden.

Man kan diskutere, i hvilket omfang tilsvarende seksuelle træk prægede massekulturen også inden pornografiens frigivelse, men hvad næppe står til diskussion er, at mennesker har en seksuel adfærd også i det virkelige liv.

Når fx en reklame viser en person, der lægger op til sex eller kigger på noget frækt gennem et nøglehul, er der ikke nødvendigvis tale om et ”pornografisk fragment”, inspireret af pornografien. Der kan også være tale om, at skaberne af reklamen har fundet inspiration i egne erfaringer. At lægge op til sex er et helt grundlæggende element i biologiske væsners parringsadfærd, og helt ærligt, hvem har ikke prøvet at kigge gennem et nøglehul, især hvis der skete noget frækt på den anden side af døren?

At virkeligheden inspirerer kulturen kan således synes et oplagt og indlysende årsagsforhold, men i Anette Dina Sørensens feministisk orienterede tankespind eksisterer muligheden ikke. Vores seksualiserede massekultur skyldes inspiration fra mændenes kvindeundertrykkende hardcore-porno, og så er den ikke længere.

Ifølge rapporten mener den svenske medieforsker Anja Hirdman, at det kun er softcore-pornoen, der sætter aftryk på massekulturen, hvilket Anette Dina Sørensen anfægter med det mærkværdige argument, at ”forbruget af hardcore pornografi diskuteres relativt åbent på amerikanske arbejdspladser”.

Men hvad mener Anette Dina Sørensen egentlig selv, når hun snakker om ”pornografi”?

Ordet ”pornografi” er sammensat af de græsk ord ”porne” (skøge) og ”grafein” (at skrive) og betyder oprindeligt ”skriveri om skøger”.

Der kan næppe herske tvivl om, at Anette Dina Sørensen kender ordets oprindelige betydning. Dels har hun sammen med Sarah Højgaard Cawood redigeret pjecen ”Ej blot til lyst” (2002), hvor man på side 11 kan læse, at ”ordet pornografi kommer fra græsk og betyder ’skrift om prostituerede’”.

Desuden har hun og Sarah Højgaard Cawood året før denne rapport (i antologien ”1968: dengang og nu”) publiceret en analyse af Morten Things bog ”Pornografiens historie i Danmark”; på side 14 heri forklarer Thing ordets oprindelse og anfører, at det optræder hos den græske forfatter Athenæus fra det andet århundrede.

Men i rapporten angiver Anette Dina Sørensen ordets oprindelige betydning som ”billeder af eller skrifter om skøger” (min kursivering). Derved udvides begrebet, så det stemmer med den feministiske, billedorienterede pornokritik.

Der er tale om bevidst misinformation, og vi er ikke bare ude i småligt, ligegyldigt ordkløveri. Anette Dina Sørensens påstand om ordets oprindelige betydning indgår nemlig i artiklen som et fældende bevis på, at pornografien i sin essens er kvindeundertrykkende, og at hele massekulturens via dens ”pornografiske fragmenter” derved bombarderer os alle med kvindeundertrykkende signaler.

Anette Dina Sørensen citerer også Brian McNairs ”Striptease Culture - sex, media and the democratisation of desire” (2002), der angiveligt definerer pornografi således: ”Eksplicit skildring af seksualitet, der har til formål at pirre beskueren seksuelt og tilskynde til seksuelle fantasier, der initierer eller efterfølges af masturbation”. Hun kalder denne definition for ”almindelig anerkendt”, men det er bestemt ikke den, hun selv bruger.

Om definitionen af, hvad der er pornografisk, pointerer Anette Dina Sørensen, at meget afhænger af kontekst samt af kulturelle og personlige grænser. Det viser sig da også i både denne rapport og i hendes øvrige tekster om emnet, at Anette Dina Sørensen selv bruger begrebet i dets bredest mulige forstand, nemlig om stort set alt, der har et element af seksualisering.

I forbindelse med internetpornoen næver rapporten således unge chatsite-brugeres ”seksualiserede” selvportrætter på såkaldte ”fjortis”-sites, som ”meget vel kan være relateret til pornografiens massekulturelle mainstreaming”.

Ordet ”fjortis” er svensk slang for ”14-årig pige” eller ”pubertær adfærd”, og vi skal nu åbenbart bekymres over den tanke, at hvis teenagepiger på vej gennem puberteten begynder at udforske deres seksualitet, kan det ”meget vel” skyldes inspiration fra pornografien. I 1700-tallet ville man vel have bebrejdet djævelen. At mennesker udforsker deres seksualitet, når de kommer i puberteten, er vistnok ret normalt og kan også forklares ud fra biologiske forhold. Men det signal, rapporten sender, er at seksuel adfærd hos teenagepiger skyldes pornografi. Uha.

I Anette Dina Sørensens nypuritanske begrebsverden opfattes også reklamer, musikvideoer, pinup-fotos, striptease og prostitution som pornografiske eller pornografisk associerede fænomener, langt ud over den måde, hvorpå vi normalt bruger ordet ”pornografi”.

Sagt rent ud kan man afkode Anette Dina Sørensens kritik af pornoen som en camoufleret kritik af seksualiteten generelt.

At Anette Dina Sørensens (bevidst eller ubevidst) vælger at tale om ”porno” i stedet for fx ”sex” eller ”erotik” er forståeligt ud fra det forhold, at der er tradition for at afvise feministiske kritik af seksualitet som snerperi. Især når den som hos Anette Dina Sørensen og især Sarah Højgaard Cawood kombineres med ansporing til censur - eller, med et forsigtigere ord, ”regulering” (”Ej blot til lyst”, s. 15-17; ”Patter, pik og penge”, s. 122-124).

Samtidigt er ordet ”porno” for mange mennesker stadigvæk et negativt ladet ord. Når Anette Dina Sørensen omtaler seksuelle elementer i massekulturen som ”pornografiske fragmenter”, har hun dermed opnået to ting på samme tid:

Dels har hun implicit antydet en fordømmelse af disse elementer. Og samtidigt har hun undgået at fremstå snerpet. Noget tilsvarende er muligvis på spil, når hun nærmest konsekvent omtaler seksualiserede kvinder eller kvindebilleder som ”luder”-agtige, hvilket af de fleste vil blive opfattet som nedladende.

            Således er det muligt for Anette Dina Sørensen at kritisere seksualiteten, som den manifesterer sig i kulturen, uden at virke snerpet eller sexforskrækket. Tilføj en spiseskefuld akademisk jargon og en forskertitel, som signalerer autoritet og troværdighed, hvorved banen er klar til at markedsføre hendes egentlige budskab: At seksualiseringen og ”pornografien” i sin essens er kvindeundertrykkende og medvirker til at bevare et kvindeundertrykkende samfund!

At pornografien i sin essens skulle være kvindeundertrykkende er en feministisk grundsætning, men hører sammen med påstanden om de ”pornografiske fragmenter” til de dårligst dokumenterede præmisser i Anette Dina Sørensens argumentation. At påstanden har vundet gehør er dog ikke så svært at forstå, idet den både legitimerer pornobekæmpelsen specifikt (med alt hvad der kan proppes ind under begrebet ”pornografi”) og nypuritanismen generelt, til glæde for både højreorienterede politikere og venstreorienterede feminister.

            Rapportens tredje afsnit, ”Unge, porno og medier”, argumenterer for, at medierne og massekulturen generelt er ”centrale for individers identitetsdannelse, herunder både deres kønsidentitetsdannelse og seksuelle identitetsudvikling”. At biologien måske også kan spille en rolle, nævnes ikke.

            Det er ganske vist usikkert, i hvilket omfang menneskers seksuelle adfærd påvirkes af pornografi, indrømmer rapporten. Den seksuelle debutalder har ikke ændret sig med pornoens udbredelse, men både analsex og oralsex er angiveligt mere udbredt blandt ”drenge og piger”, der har set pornofilm. Så vidt jeg kan gennemskue, er der tale om unge i 18-24-års alderen. Hvis man ikke har set en pornofilm i den alder, har man nok ikke den store seksuelle nysgerrighed til at begynde med. Og så er det næppe så underligt, hvis man ikke kommer længere end til missionærstillingen. Har man til gengæld lyst til eventyr, kan man bruge sin fantasi, lade sig inspirere, eller begge dele i skøn forening.

Heldigvis findes der næppe nogen genre med flere undergenrer end pornoen, hvor enhver kan udforske og dyrke sine personlige lyster. Alligevel bliver pornografiens mangfoldighed allerede på rapportens første side reduceret, så den svarer til gammelfeminismens stereotype selviscenesættelse af kvinden som servicerende offer for det patriarkalske fallokrati.

Ifølge Anette Dina Sørensens indledning betyder hardcore-pornografiens lettere tilgængelighed nemlig, at drenge og piger fra en tidlig alder konfronteres med ”billedet af den præstationsdygtige, veludrustede mand, og den servicerende kvinde”.

Præcis hvorfor kvindens kys, kærtegn, hoftebevægelser etc. skulle være mere ”servicerende” end mandens, gives der ingen forklaring på. Det forudsættes åbenbart som selvindlysende i et ligestillingsperspektiv, at repræsentationer af heteroseksuel aktivitet indebærer en form for kvindeundertrykkelse.

            ”Pornografiens nye massekulturelle status har gjort det nødvendigt at forholde sig til pornografi på ny. Men den har også aktualiseret relevansen af at diskutere pornografi i et ligestillingsperspektiv, fordi køn og magt er centrale elementer i pornografien”, hævder rapporten.

Køn, afgjort ja, men magt? Der tænkes vistnok ikke på dominanslege, men på magt i betydningen undertrykkelse. For at forstå denne tænkning skal man helt tilbage til 1970’ernes feministiske teorier, hvor penismisundelse og kastrationsangst fører til fallokratiske blikke og kvindehadende mænd. Disse psykoanalytiske grundtanker forklares ikke i rapporten, men er umiskendeligt til stede i dens synspunkter.

Endvidere redegør rapporten meget sigende kun for de feministiske retninger, der fordømmer pornoen:

Den ene retning (Andrea Dworkin) hævder, at ”pornoen iscenesætter mandlig dominans og kvindeundertrykkelse”, måske ligefrem ”som et afgørende led i den samfundsmæssige kvindeundertrykkelse”.

Den anden retning (Lynne Segal) mener, ”at mænd skal ses som ofre for pornografien. Med dens fokusering på penisstørrelse, teknik og præstationsdygtighed, bidrager den til den præstationsangst, den selv er produkt af, ved at stille uopnåelige krav til mænd.”

Mænd er altså enten nogle fallokratiske kvindeundertrykkere eller nogle ynkelige vatpikke. Det minder om hetzen mod Jørgen Leth, der efter publikationen af sin selvbiografi blev beskyldt for at være både en ”liderbasse” og en ”dinglepik”.

Rapporten nævner flygtigt, at den fotografiske pornografis kønsroller ifølge Rune Gade ”er variable og mulig at vende om, fordi de kvindelige aktører i visse sammenhænge faktisk træder ud af objektrollen og gives adgang til betragterpositionen”.

Dette forsøg på at gøre pornodebatten mindre bombastisk og entydig, fra en guldmedaljebelønnet forsker, der rent faktisk har studeret selve pornografien, afvises dog af Anette Dina Sørensen, der som modargument griber til det ene emne, hun (og alle andre) ved noget om, nemlig dagligdagens massekultur.

Især er hun meget optaget af reklamebranchens flittige brug af det, hun kalder for ”luderfiguren” eller ”pin-uppen”, altså kvinder, der er nedringede, drister sig til at bære makeup eller på anden vis lægger op til sex, hvilket ifølge Anette Dina Sørensen er noget helt nyt:

”Siden slutningen af 1990’erne er luderlooket blevet en integreret del af reklamernes billedsprog. Modereportager og reklamebilleder indsætter i stigende grad kvinder i positurer og relationer, der associerer til prostitutionsforhold eller signalerer tilgængelighed. Da ordet ”pornografi”, som nævnt indledningsvis, betyder ’billeder af eller skrifter om skøger’, er den servicemindede kvinde også en fast figur i pornografiens fortælling.”

Men hvis ”luderfiguren” er af pornografisk oprindelse, så er den tidligste pornografi altså ifølge Anette Dina Sørensen billeder af eller skrifter om noget, der først opstod efter de nævnte skrifter og billeder. Præcis hvordan det kan lade sig gøre, er ikke helt let at gennemskue, men pointen er muligvis, at ”luderfiguren” blev opfundet af de første pornografer som en form for sexfantasi, som kvinder siden er blevet narret til at føre ud i livet.

Det gør pornografien ældre end hidtil antaget, for organiseret prostitutionen fandt sted helt tilbage i Babylon, og i Kanaan havde man i øvrigt også mandlige prostituerede. Den slags tanker er imidlertid at skyde over målet i forhold til rapporten, for Anette Dina Sørensens spekulationer binder alene an til feministiske teorier og er fuldstændig løsrevet fra enhver historisk virkelighed.

Også på andre punkter undlader rapporten at tage virkeligheden i ed. Som eksempler på vort årtis angiveligt skelsættende brug af ”pornografiske fragmenter” nævner Anette Dina Sørensen babefotos brugt som wallpapers til mobiltelefonen, hiphop-musikvideoer på MTV samt Stan Lees tegnefilm-serie ”Stripperella” (2003) om en strippende actionheltinde med stemme indtalt af Pamela Anderson, også på MTV.

Men hvor nye er disse fænomener egentlig?

Babefotos på mobilen er blot en ny distributionsform for det, man i 1940’erne begyndte at kalde pinup-billeder. Pin-up-fænomenet har eksisteret i alt fald siden 1890’erne og adskiller sig ikke radikalt fra fx Ekstra Bladets Side 9-piger, som børn og unge har haft fri adgang til siden 1976. Seksuelle afbildninger af nøgne kvinder (og mænd) har eksisteret siden stenalderen, altså lige så længe, som der har eksisteret afbildninger af noget som helst.

Hvad angår de elementer i hiphop-kulturen, der ifølge rapporten skulle være pornografisk inspirerede, er der primært tale om referencer til strip og prostitution. Det indtryk, rapporten giver, er at rappere har deres interesse for strip og prostitution fra porno. En noget mere nærliggende antagelse ville ellers være, at rappere har deres interesse for strip og prostitution fra strip og prostitution.

Hvis hiphop-musikeres fascination for prostituerede endelig skulle komme fra noget andet end prostitutionsmiljøet selv, er der ingen ende på inspirationskilder, idet der eksisterer en solid tradition for at skildre prostituerede kvinder i musik, litteratur osv.

Eksempelvis Alexandre Dumas den yngres verdensberømte roman ”La dame aux Camélias” (”Kameliadamen”, 1848), der bl.a. har dannet grundlag for Verdis opera ”La traviata” (1853), utallige skuespilopsætninger samt over tyve spillefilm, inklusive den danske ”Kameliadamen” (1907) med Robert Storm Petersen, ”Camille” (1936) med Greta Garbo (der vandt en Oscar for rollen), og den ligeledes Oscar-belønnede ”Moulin Rouge!” (2001) med Nicole Kidman (der vandt en Golden Globe). Jeg nævner priserne for at understrege, at der ikke er tale om obskure undergrundsfænomener men store, væsentlige mainstreamværker.

Et andet eksempel er Sidonie-Gabrielle Colettes roman “Gigi” (1945), hvoraf den bedst kendte variation er den Oscar-belønnede Hollywood-musical ”Gigi” (1958 film), med Leslie Caron som den unge pige, der oplæres til kurtisane. Der er næsten ingen ende på eksemplerne.

Interessen for skøger, kurtisaner, geishaer og andre slags prostituerede har dannet spor i alle medier i alle kulturer med inspiration fra bl.a. Biblen. Og når dette tema er så udbredt i vores kultur, kan man ikke uden videre hævde, at når der optræder pimps og hoes i hiphop-musikkens verden, så skyldes det inspiration fra pornografien. Men det gør rapporten.

Så er der tv-serien ”Stripperella”, som ifølge rapporten er ”eksempel på den idealisering, som pornografien og strip-miljøet er genstand for. At serien sendes i primetime på en tv-kanal, der er målrettet unge indikerer også graden af den normalisering feltet har undergået.”

Strippere som hovedpersoner i mainstream-værker har næppe været en nyhed siden musicalen ”Gypsy” (1960) om den legendariske stripper Gypsy Rose Lee. ”Gypsy” vandt en Tony Award som Broadway-musical med Ethel Merman, blev nomineret til tre Oscars som Hollywood-film med Natalie Wood, og vandt en Emmy som tv-film med Bette Midler.

Der var ikke egentlig nøgendans i ”Gypsy”, men i 1970’erne kunne man se finkulturel striptease på Det Kongelige Teater som led i de tv-transmitterede balletter ”Dødens triumf” (1972) og ”Salome” (1978). Sidstnævnte bygget over den nytestamentlige historie om kong Herodes datter, hvis legendariske stripteasenummer De Syv Slørs Dans også har inspireret film, operaer, skuespil, digte og malerier helt tilbage til den tidlige middelalder. Det kan man da kalde normalisering, der vil noget.

Man kan så indvende, at der i de nævnte eksempler ikke var tale om idealisering af stripperen. Men actionheltinder, der også er strippere, findes allerede i revolutionskomedien ”Viva Maria!” (1965) med Brigitte Bardot og Jeanne Moreau.

I det hele taget er strippere på film mildt sagt ikke noget særsyn, heller ikke for et ungt publikum. Den amerikanske”Hollywood Revels” (1946) var med til at starte en hel bølge af affilmede burlesque/varieté-forestillinger, der bl.a. bød på autentiske strippere såsom Lili St. Cyr. I den mere kunstneriske ende var der fx den franske ”En effeuillant la marguérite” (1956) med Brigitte Bardot som strippende skolepige (i USA hed den ”Mademoiselle Striptease”), og den engelske teenagefilm ”Beat Girl” (1961), der blev lanceret med slaglinjen ”My Mother was a stripper...I want to be a stripper too!”

I Danmark kom bl.a. filmklassikerne ”Duellen” (1962, herhjemme tilladt fra 16 år), hvor den unge hovedperson (Frits Helmuth) er pianist på en natklub med striptease, ”Mennesker mødes og sød musik opstår i hjertet” (1967, tilladt fra 16 år), hvor den unge hovedperson (Harriet Andersson) bliver stripper på et bordel, og Annelise Hovmands ”Et døgn med Ilse” (1971, tilladt fra 16 år), et dokudrama om en stripteasedanserindes hverdag.

Og fra Hollywood har vi fået film som komedie-hittet ”Beverly Hills Cop” (1984), hvor Eddie Murphy tager sine to politikolleger på stripklub, og science fiction-hittet ”Independence Day” (1996), hvor Vivica A. Fox spiller en enlig mor, der arbejder som stripper og ender som heroisk, bevæbnet actionhelt. Listen er endeløs.

Alligevel vil Anette Dina Sørensen advare os om, at unge mennesker her i det nye årtusinde har kunnet se en tegnefilmserie, hvis hovedperson arbejder som stripper, og at verden således er ved at gå af sine hængsler.

I øvrigt handler ”Stripperella” som titlen antyder om en stripper, og ikke som antydet i rapporten om en pornomodel.

Ordene ”pornografi”, ”prostitution” og ”stripper” har alle tre noget at gøre med sex, men betyder ikke det samme. At være pornomodel er nu engang ikke det samme som at være prostitueret, og at være stripper er bestemt ikke det samme som at være pornomodel. Alligevel optræder ordene hos Anette Dina Sørensen som overlappende begreber, med hyppige, meningsmanipulerende spring fra det ene til det andet:

”Udover at tematisere pornografi og referere til et pornografisk univers, producerer flere af de mandlige [hiphop-]solister selv pornofilm”, lyder det, mens ”Stripperella” er ”eksempel på den idealisering, som pornografien og stripmiljøet er genstand for.”

            Således blandes tingene sammen i én pærevælling, hvor alt, der ikke lever op til betonfeminismens og nypuritanismens afseksualiserede ideal, så vidt muligt associeres med striptease, prostitution og kvindeundertrykkelse, som alt sammen med et af Anette Dina Sørensens yndlingsudtryk ”utvivlsomt” skyldes porno. Det gælder også den ”stigende interesse for æstetisering og seksualisering af mandekroppen de sidste 15 år. Et fænomen som i de senere år utvivlsomt har haft sammenhæng med pornografien.”

Jeg har fuld forståelse for, hvordan et ungt menneske kan komme gennem det danske uddannelsessystem uden at erhverve nogen form for historisk og kulturel dannelse, og fx aldrig har stiftet bekendtskab med græsk skulpturkunst eller de mange andre eksempler på idealisering af mandekroppen op gennem historien. Noget andet er, at det resulterende sludder udsendes som en officiel ministeriel ”baggrundsrapport”. Burde der ikke et sted i systemet være en form for kvalitetskontrol?

Dertil kommer den ubehagelige mulighed, at Anette Dina Sørensen er bekendt med, men ganske enkelt fortier mange af de hovedargumenter, der går imod den nypuritanske konsensus. Hun har tilsyneladende fået en vellønnet karriere ud af at tale nypuritanismens sag. Hvorfor skyde sig selv i foden?

            Rapporten fører os helt ud i de gammelfeministiske konspirationsteorier, hvor det patriarkalske samfund med alle kneb forsøger at undertrykke og vildlede kvinderne:

            ”Når pornchic-tendensen så massivt har bevirket, at ’luderfiguren’ er rykket ud i massekulturen og blevet en effektiv reklameingrediens, grunder det sig på flere ting. Blandt andet, at dens pornografiske oprindelse virker provokerende og grænseoverskridende. Samtidig er det præcis denne virkning, der også giver figuren idealstatus. At bruge ”luderfiguren” i reklamesammenhænge, eller at tage figurens tegn på sig som kvinde, formuleres ofte i termer af frisættelse og kønsligestilling. I forlængelse heraf arbejdes der i massekulturen på at tilskrive figuren magt og autonomi. Denne tendens er værd at bemærke, fordi legitimiteten i at bruge ”luderfiguren” eller den tilgængelige ”pin-up” i medieprodukter, der henvender sig til teenager og unge, sammenholdt med den idealisering, der sker af figuren, efter alt at dømme gør det vanskeligere for både drenge og piger, unge mænd og kvinder at forholde sig kritisk nuanceret til den.”

I virkeligheden er det publikationer som denne, der gør det vanskeligere at forholde sig kritisk nuanceret til tingene, ved at fylde læseren med endeløse mængder af nonsens, der alt sammen har til formål at fremstille seksualiteten i et negativt lys, som lutter kvindeundertrykkende variationer af ”billedet af den præstationsdygtige, veludrustede mand, og den servicerende kvinde”.

I forlængelse af den almindelige nypuritanske strategi synes rapporten mest egnet til at fylde unge mennesker med afsky og ubehag i forhold til deres egen og hinandens seksualitet. Eneste trøst er, at rapporten ikke henvender sig direkte til de unge men til lærerne, hvilket måske kan fungere som et fornuftens filter.

Dog må man frygte, at ingen uden særlige forudsætninger vil have let ved at gennemskue rapportens sammensurium af misinformation og manipulation. Samt at Anette Dina Sørensens fordomsfulde, ensporede fremstilling i hænderne på diverse formidlere bliver endnu mere forsimplet og afsporet (som man fx kan se tendenser til i undervisningsmagasinet ”Ung i en herresexet verden”).

Noget så essentielt som menneskets seksualitet og dens kulturelle manifestationer må kunne kortlægges og diskuteres på et sagligt grundlag. Det er bestemt ikke tilfældet i ”Køn, massekultur og pornografi”.

 


 Søren Sønderstrup: Ung i en herresexet verden

(Minister for Ligestilling, 2006)

 

Debatmagasinet ”Ung i en herresexet verden” er det tredje magasin i ligestillingsministerens Ung og køn-serie, som henvender sig til unge i alderen 15-19 år. Det er udarbejdet af Ligestillingsafdelingen i samarbejde med Nordisk Ministerråd og Nordisk Institutt for Kvinne- og Kjønnsforskning, på baggrund af konferencen ”Ung i en herresexet verden”, der fandt sted den 1.11.2005 i Odd Fellow Palæet i Købehavn.

Magasinet blev i starten af 2006 fremsendt til alle landets skoler for at starte en debat, der skulle ”sætte piger og drenge i stand til at forholde sig kritisk til de billeder og budskaber de møder”. Det blev genoptrykt i december 2006. I kampagnen indgik også en kort voxpop-film, der ligesom magasinet kan/kunne downloades på www.lige.dk.

            Magasinet indledes af Minister for Ligestilling Eva Kjer Hansen med disse ord: ”Pornografiens måde at fremstille kvinder og mænd på er som regel utrolig forsimplet: kvinder servicerer og mænd præsterer.” Og dermed er tonen slået an, for i virkeligheden er det jo ministerens fremstilling, der er utroligt forsimplet, og blot gentager en feministisk frase frem for at bygge på personlige overvejelser.

Vi har nemlig at gøre med et temmelig lukket system af folk, der ved, hvad de bør mene, og hellere genvrider hinandens tekster frem for noget så besværligt som at forholde sig selvstændigt til den virkelige verden.

Det er således ikke svært at gennemskue, hvem der indirekte er den egentlige forfatter til ministerens orden, nemlig Anette Dina Sørensen, som den ene gang efter den anden har beskrevet pornografien aktører som henholdsvis ”præsterende mænd” og ”servicerende kvinder”. Bl.a. i Ligestillingsministeriets egen baggrundsrapport ”Køn, massekultur og pornografi”, der i magasinets kolofon nævnes som kilde til norske og svenske tal, skønt der som vi skal se er tale om en langt større indflydelse.

Magasinet er ungdommeligt udformet som en flimrende, farverig collage af tekststumper og illustrationer, med overskrifter som ”porno er in”, ”Her, der + alle vegne”, ”Kun ét klik væk…” (om internetporno), ”Fra kyskhed til grænseløshed” (om kønsmoral) og ”Kan man sige ’hva’ så ho’ til ministeren?” (om popmusik). Der veksles mellem faktuelle oplysninger, udtalelser fra unge, debatemneforslag samt brudstykker af en gennemgående redaktionel tekst, som fremlægger magasinets overordnede holdning.

Som så ofte med den type publikationer virker det hele ved første blik både indbydende og uproblematisk. Og dog gemmer der sig i magasinets redaktionelle tekst en række stærkt kritisable misforhold, hvoraf det mest iøjnefaldende nok er følgende passage:

”I England viser en undersøgelse, at ca. en tredjedel af pigerne gerne vil være pornomodeller. De mener, at pornobranchen er blevet et ok sted at arbejde og måske et skridt i retning af berømmelse. Andre undersøgelser viser, at pornobranchen er et farligt sted at arbejde. Der er stor risiko for at få seksuelt overførte sygdomme som gonoré og HIV.”

Pornobranchen fremstilles altså som et sted, unge mennesker finder attraktivt, men hvor der er stor fare for forfærdelige sygdomme. Omtrent som Slaraffenland i ”Pinocchio” (1940), hvor børnene efter en aftens skæg og ballade forvandles til skrydende æsler. I Disneys tegnefilm var Slaraffenland en advarsel mod tobak og spiritus. I dag advarer man unge mod sex.

Jeg spurgte den 2.4.2007 Ligestillingsministeriet, hvad det er for undersøgelser, teksten henviser til, og blev af specialkonsulent Kira Appel henvist til en artikel bragt i Politiken d. 21.9.2005: ”Sygeplejerske? Nej tak. Så hellere pornostjerne”. Artiklen er skrevet af Kira Cochrane, der ifølge avisen er forfatter og kommentator ved det britiske magasin New Statesman.

Artiklens hovedbudskab er, at sexbranchen i dag virker mere tiltrækkende end tidligere, men at ”en karriere i sexindustrien er og bliver en blindgyde.” (den blev i øvrigt bragt i Politiken to uger før avisen d. 6.10.2005 i en leder med overskriften ”Liderbasse” forlangte Jørgen Leth fyret som konsul pga. hans sexliv -- man aner en redaktionel linje!)

I Kira Cochranes artikel står bl.a. følgende: ”I år viste en undersøgelse blandt 1.000 piger i alderen 15-19 år, at 63 procent aspirerede til at blive nøgenmodeller, mens 25 procent af pigerne gerne ville være strippere.”

Der er ingen kildeangivelse til disse oplysninger, som i Ligestillingsministeriets magasin bliver til, at ”ca. en tredjedel af pigerne gerne vil være pornomodeller.”

Men nu er hverken ”63 procent” eller ”25 procent” lig med ”en tredjedel”, ligesom det at være ”nøgenmodel” eller ”stripper” ikke er det samme som at være ”pornomodel”. Det er pænt sagt meget svært at genkende artiklens indhold i Ligestillingsministeriets version.

I Kira Cochranes artikel står desuden (igen uden kildeangivelse): ”Hård porno er og bliver fysisk stærkt belastende. De seksuelt overførte sygdomme er 50 gange mere udbredt blandt pornoskuespillere end befolkningsgennemsnittet, og der er også risiko for alvorlige ulykker som tarmlæsioner og kvælning.”

Det bliver i Ligestillingsministeriets magasin til, at: ”Pornobranchen er et farligt sted at arbejde. Der er stor risiko for at få seksuelt overførte sygdomme som gonoré og HIV.”

Men hvad er ”et farligt sted”, og hvad er ”stor risiko”? Kira Cochranes påstand om ”risiko for alvorlige ulykker som tarmlæsioner og kvælning” har karakter af hjemmelavet vrøvl. Tarmlæsioner, måske i ekstreme tilfælde. Men kvælning?! Den må hun altså længere ud på landet med.

Så er der de normale kønssygdomme. De findes i pornobranchen ligesom alle andre steder. Ifølge Sex & Samfund har 20-25 % af alle danskere haft en sexsygdom, inden de fylder 25 år, og op mod 50.000 18-25-årige er smittet med klamydia.

I Ligestillingsministeriets magasin tales der specifikt om gonoré og HIV.

Jeg har i den forbindelse lavet en rundspørge blandt relevante folk i den danske pornobranche. Jeg har både talt med branchens nye og gamle nøglepersoner, hvoraf en enkelt har været aktiv i fem årtier, hvor han har filmet over 3.000 pornoscener. Desuden har jeg konsulteret Statens Seruminstitut, hvor man kun i år 2006 er stødt på gonoré i forbindelse med porno-optagelser. I alt har jeg hørt om tyve tilfælde af gonorré hos danske pornomodeller, fordelt over et halvt århundrede.

Det er endvidere ikke lykkedes mig at opspore et eneste eksempel på en dansk eller svensk pornomodel, der har fået HIV/AIDS. På verdensplan kendes der til under 100 pornomodeller, som er døde af AIDS (kilde: IAFD). Til sammenligning har AIDS på verdensplan dræbt over 25 millioner mennesker (kilde: UNAIDS og WHO).

Den amerikanske sundhedsorganisation AIM, der holder øje med medicinske forhold i pornobranchen, har i skrivende stund 3.000 registrerede pornomodeller. Antallet af modeller med AIDS udgør 0,00003 % (kilde: AIM). Til sammenligning er ca. 3 % af befolkningen i USA smittet med AIDS (kilde: CDC).

Man kan altså med rimelighed opfatte pornobranchen som et af de sikreste steder i verden at have sex (især hvis vi taler om sex med skiftende partnere). Ikke desto mindre distribuerer Ligestillingsministeriet et magasin, som giver læseren det indtryk, at: ”Pornobranchen er et farligt sted at arbejde. Der er stor risiko for at få seksuelt overførte sygdomme som gonoré og HIV.”

Hvorvidt denne forvridning skyldes indflydelse fra den amerikansk finansierede ”abstinence-only-until-marriage”-kampagne kan næppe påvises, men ifølge Sex & Samfund har den amerikanske stat siden 1998 brugt 1,3 milliard dollars på at støtte overdrevne advarsler om risikoen for seksuelt overførte sygdomme ved sex uden for faste parforhold. En kampagne, der også søges udbredt til andre lande, så det ville være underligt, om ikke et forvirret ekko heraf også fandt vej ind i danske publikationer.

I alt fald vender det nævnte udsagn op og ned på sagens virkelige forhold, og erstatter faktuel indsigt med hjemmestrikket misinformation, fremlagt som moraliserende skræmmebillede a la Disneys Slaraffenland. En venlig sjæl kunne beskrive udsagnet som en upræcis gengivelse af kildematerialet, men med mindre Ligestillingsministeriet fremtryller en bedre kilde må det afvises som pureste opspind af værste skuffe.

Som tidligere nævnt kan man i magasinets redaktionelle tekst også finde indflydelse fra den hjemlige nypuritanisme, hvilket jeg skal klarlægge i det følgende.

I selve magasinet oplyses hverken forfatter eller redaktør. Ligestillingsministeriets eksterne konsulent Søren Sønderstrup har til mig den 20.2.2007 telefonisk oplyst, at han er forfatter af magasinet. Men en sammenligning afslører, at omkring en fjerdedel af magasinets redaktionelle tekst er en lidet uselvstændig genvridning af baggrundsrapporten ”Køn, massekultur og pornografi” af Anette Dina Sørensen.

 

Anette Dina Sørensens rapport: ”Reklamebranchen har længe været inspireret af pornografien og gjort brug af pornografiens æstetiske virkemidler.”

Ligestillingsministeriets magasin: ”Reklamebranchen har længe været inspireret af pornografien og brugt symboler og billedmæssige virkemidler derfra.”

 

Anette Dina Sørensens rapport: ”Blandt andet i SMS-tjenester, der reklameres for i magasiner målrettet unge – i de såkaldte ’wallpapers’, der mod betaling kan downloades på mobiltelefonen. Blandt de mange forskellige tilbud til børn og unge om at downloade fotografier eller animerede billeder af dyr, biler, byskilte, sport eller comics, finder man babes i mangfoldige varianter: ’sportsbabes’, ’hotte babes’, ’nice babes’ og ’frække babes’.”

Ligestillingsministeriets magasin: ”Det ses blandt andet i SMS-tjenester, og i blade til selv små børn, hvor der reklameres med ”wall-papers” til mobiltelefonerne. Midt i mellem dyr, biler og comics finder man sportsbabes, hotte babes, nice babes osv.”

 

Anette Dina Sørensen rapport: ”Også musikbranchen har taget farve af pornografiens nye kulturelle status.”

Ligestillingsministeriets magasin: ”Musikvideoer og tekster har også taget farve af pornoficeringen.”

 

Anette Dina Sørensen rapport: ”Amerikansk hiphop, som aktuelt hitter som genre blandt danske musikere, tematiserer hyppigt alfons- og prostitutionsmiljøet.”

Ligestillingsministeriets magasin: ”Nogle musikvideoer bruger figurer, som de henter fra prostitutions- og alfonsmiljøet.”

 

Anette Dina Sørensen rapport: ”Udover at tematisere pornografi og referere til et pornografisk univers i sine musikvideoer, producerer flere af de mandlige solister selv pornofilm. For et par år siden producerede Snoop Doggy Dogg sin egen hardcore-pornografiske video,”

Ligestillingsministeriets magasin: ”Rappere - som Snoop Doggy Dogg - iscenesætter sig selv i rollen som alfons omgivet af halvnøgne kvinder. Han har endda produceret en pornofilm.”

 

Anette Dina Sørensen rapport: ”Britney Spears og Lil’ Kim og mange med dem, iscenesætter sig selv i stripmiljøer, hvor de selv spiller rollen som lap-dansere og strippere.”

Ligestillingsministeriets magasin: ”Britney Spears iscenesætter også sig selv blandt andet i rollen som lap-danser og stripper.”

 

Anette Dina Sørensen rapport: ”[…] tegnefilm-serien ”Stripperella” om den kvindelige detektiv, der opklarer sager og redder mennesker parallelt med sit job som feteret stripper i den lokale og eksklusive strip-bar. Personen, der har dannet forbillede for figuren Stripperella er Pamela Anderson, som også lægger stemme til. ’Stripperella’ er som serie betragtet eksempel på den idealisering, som pornografien og strip-miljøet er genstand for.”

Ligestillingsministeriets magasin: ”I tegnefilmen ”Striperella” opklarer den kvindelige detektiv, der er baseret på forbilledet Pamela Anderson, sager og redder mennesker samtidig med, at hun har et job som stripper. Filmen idealiserer stripmiljøet.”

 

Anette Dina Sørensen rapport: ”Når pornografien glider ud i massekulturen, ud af sin oprindelige kontekst og bliver genstand for massemediernes interesse, rykker det vores tolerancegrænser.”

Ligestillingsministeriets magasin: ”Pornoficeringen af medier, reklamer, sprog, mode og musik kan være med til at rykke pigers og drenges tolerancetærskel.”

 

Anette Dina Sørensen rapport: ”Et eksempel kan være reklamebranchens flittige brug af ’luderfiguren’ eller ’pin-uppen’. […] Og samtidig betyder hardcore pornografiens lettere tilgængelighed, at billedet af den præstationsdygtige, veludrustede mand, og den servicemindede kvinde cirkuleres til drenge og piger fra en tidlig alder.”

Ligestillingsministeriets magasin: ”For eksempel fremstilles kvinder i pornografien ofte som ”ludere”/”pin-ups” og som dem, der servicerer manden. Mænd fremstilles ofte som ”hustlers”/”play-boys” og dem, der bare kan det hele. Hvis piger og drenge ukritisk kopierer pornografiens idealer, risikerer de måske, at deres valgmuligheder begrænses.”

 

Anette Dina Sørensen rapport: ”Samtidig er der ringe tvivl om, at nordiske drenge og piger også ufrivilligt kommer i kontakt med porno via SPAM-mails, bannerreklamer og pop-up-vinduer. Men meget af eksponeringen er sandsynligvis selvvalgt, i det omfang der ikke er tale om decideret gruppepres.”

Ligestillingsministeriets magasin: ”Det meste af den pornografi, som piger og drenge ser på nettet, er selvvalgt, fordi man aktivt går ind og finder siderne. Alligevel er grænserne mellem, hvad der er selvvalgt, og hvad der er ufrivilligt ved at blive uklare. Det skyldes de mange pop-ups, bannerreklamer og spam-mail.”

 

Anette Dina Sørensen rapport: ”Blandt andet synes [pornografiens] mest stereotype kønsbilleder at slå igennem, og blive virksomme i de kønsbilleder, der fremstilles i andre af massekulturens medieprodukter.”

Ligestillingsministeriets magasin: ”Pornoficering handler om, at elementer fra pornografien – enten nøgenheden eller signalerne om sex og kønsroller – siver ud i massekulturen til medier, reklamer, mode, musik og ind i sproget. Med pornoficeringen siver også ofte billeder med en forsimplet eller stereotyp opfattelse af kønsroller.”

 

Anette Dina Sørensen rapport: ”Det er populært blandt nordiske unge af begge køn at benytte sig af fototjenesten på unge-sites og lægge billeder af sig selv på nettet. […] En særlig kategori af billederne er seksualiserede selvportrætter.”

Ligestillingsministeriets magasin: ”Mange unge eksperimenterer også med at lægge billeder af sig selv ud på nettet på offentlige sider og på chatten. Nogle af de billeder har pornografisk karakter.”

 

            Man forstår godt, at Søren Sønderstrup ikke har ønsket at sætte sit navn under magasinets tekst, for umiddelbart må det ligne et skamløst plagiat. Dog skal man ikke udelukke, at der kan have været tale om en bundet opgave, som er gået ud på at holde sig tættest muligt til Anette Dina Sørensens fremstilling. I så fald har Søren Sønderstrup løst opgaven til ug.

Problemet er bare, at heller ikke Anette Dina Sørensens skriverier om pornoens indflydelse på massekulturen bygger på nogen selvstændig indsigt i hverken pornografi eller masekultur, men fra start til slut styres af gammelfeministisk, venstreorienteret ideologi tilpasset nypuritanismens højreorienterede seksualmoral.

Det gælder både hendes karakteristik af den egentlige pornografi, som hun beskylder for at være stereotyp og kvindeundertrykkende, skønt det i virkeligheden er hendes egen karakteristik, der er stereotyp og feministisk selviscenesættende. Og det gælder hendes påstand om tilstedeværelsen af pornografiske fragmenter og kønsroller i massekulturen, hvor hun betegner alle seksuelle træk som pornografiske og negligerer forhold, der ikke understøtter denne opfattelse, resulterende i vildledende, uigennemskuelig begrebsforvirring.

Seksuelle elementer har eksisteret i menneskenes kultur og adfærd gennem hele menneskehedens historie, men i Anette Dina Sørensens fremstilling er alle seksuelle træk i massekulturen hentet fra pornografien. Og da hun opfatter pornografien som kvindeundertrykkende betyder det, at også massekulturens seksualitet må være kvindeundertrykkende. Ergo er hele verden de onde mænds forsøg på at gøre kvinderne til ofre!

Denne grænsepsykotiske sammensværgelsesteori, der opstod med 1970’ernes kvindebevægelse, har Anette Dina Sørensen med stor flid fået en lille karriere ud af at opdatere og popularisere. Og utroligt nok bliver hun taget alvorligt.

Ligestillingsministeriets magasin er et eksempel på, hvordan Anette Dina Sørensens synspunkter har ætset sig ind i autoritetstro folks holdninger og sprogbrug, og ivrigt gentages eller genvrides i stadigt mere absurde variationer. Således kan man i magasinet læse følgende, der tydeligt er inspireret af Anette Dina Sørensens baggrundsrapport:

            ”I hverdagssproget er det kommet på mode at bruge stærke og provokerende udtryk. I musikken har det længe været sådan. Nogle udtryk – som f.eks. luder, ho, hustler eller pimp - hentes direkte fra pornografiens verden.”

I virkeligheden er ordene ”luder, ho, hustler og pimp” ikke hentet fra pornografiens men fra prostitutionens verden, hvilket burde være ret åbenlyst. Men Anette Dina Sørensen i nævner i rapporten, at ”musikbranchen gør brug af tegn og symboler, der ikke nødvendigvis er pornografiske, men som henviser til et pornografisk univers”, og det kører magasinet så helt ud i absurditeten.

Der finder altså en forsimpling eller ”fordumning” sted i springet fra rapporten til magasinet, og man kan konstatere, at denne uheldige proces forsætter fra magasinet og videre ud i undervisningssystemet.

”Hvis piger og drenge ukritisk kopierer pornografiens idealer, risikerer de måske, at deres valgmuligheder begrænses”, står der i Ligestillingsministeriets magasin. Og det lyder jo umiddelbart meget fornuftigt. Men lad os ikke overse, at hvis vi ukritisk kopierer feminismens og nypuritanismens idealer, risikerer vi bestemt også, at vores valgmuligheder begrænses.

Deri ligger problemet ved den ukritiske kopiering af Anette Dina Sørensens forsimplede og stereotype synspunkter, som Ligestillingsministeriets magasin gentager, forsimpler og fordummer, og som i forvejen bygger på en markant ukritisk gentagelse a gammelfeminismens synspunkter og holdninger.

            Denne feministisk orienterede forsimpling kommer også til udtryk, når Ligestillingsministeriets magasin beskriver verden før Rødstrømperne således: ”Mens mænd og drenge fuldt legalt kunne vise og tilfredsstille deres lyst, så havde pigerne kun kunnet vælge mellem to roller: luderen eller madonnaen.”

Dette er rent vrøvl. Der findes utallige eksempler på mænd, der er blevet straffet for at vise og tilfredsstille deres lyst, blandt de bedst kendte er Oscar Wilde. Og gennem menneskehedens historie kendes mange andre accepterede kvinderoller, eksempelvis moder og hustru.

Men Ligestillingsministeriet vil altså i fuldt alvor bilde os ind, at før kvindebevægelsen var mænd ikke bundet af nogen sociale eller juridiske restriktioner hvad angik seksuel adfærd, mens kvinder enten skulle være hellige jomfruer eller ludere.

Det er ganske enkelt så grotesk og virkelighedsfjernt, at det grænser til historieforfalskning og burde få politiske konsekvenser for den ansvarlige minister. Hvis altså nogen tog det alvorligt. Det kan man jo så håbe, ikke er tilfældet.

Problemet med den slags statsdistribueret misinformation er imidlertid, at den mellem linjerne idealiserer et ganske bestemt verdenssyn, som for de fleste læsere sniger sig under radaren og fæstner sig som instinktive værdinormer. I den forbindelse er det værd at meditere lidt over magasinets egen forklaring på, hvorfor man skal være på vagt over for seksuelle budskaber i massekulturen:

”De mange pornografiske budskaber bliver let noget, man ikke længere hæfter sig ved. Det kan betyde, at de kønsroller, som fremstilles i medierne, pludselig bliver en skabelon for, hvordan vi opfatter os selv og hinanden. På den måde udviskes skellet mellem fiktion og virkelighed i gadebilledet, musikken og sproget. Når fiktion og virkelighed blander sig sammen, kan det være svært at finde ud af, hvem man egentlig selv er. Gør man ting, fordi man har lyst, fordi man føler sig tvunget, eller fordi man tror, det er måden at gøre det på? […] Når seksuelle budskaber og signaler bliver en del af hverdagen, kan det måske påvirke pigers og drenges selvopfattelse og kan påvirke de krav, de stiller til sig selv og deres kærester. Både piger og drenge skal derfor lære at være kritiske overfor kønsrollerne i medier, reklamer og pornografi.”

            Jeg er enig i, at man skal være på vagt både over for fastfrosne seksuelle budskaber og over for sammenblanding af virkelighed og fiktion. Netop derfor må man stemple Ligestillingsministeriets magasin ”Ung i en herresexet verden” som en noget uheldig publikation, hvis redaktionelle tekst har karakter af pornoforskrækket sædelighedskampagne, og hvis faglige niveau bedst kan beskrives som inkompetent.

Ikke blot er store dele af den anonyme, redaktionelle tekst planket fra Anette Dina Sørensens baggrundsrapport, en yderst tvivlsom kilde, men der optræder også nye, selvstændige fejl, der afslører sjusket eller uhæderlig omgang med kildemateriale, tilsyneladende båret af et behagelystent knæfald for tidens uheldige kombination af feministisk og nypuritansk ideologi.

Selvom magasinet angiveligt er skrevet af Søren Sønderstrup, ligger det overordnede ansvar for fadæsen utvetydigt hos ligestillingsminister Eva Kjer Hansen, som i sin indledning sætter tonen med sin utroligt forsimplede generalisering af pornografiens kønsbilleder: ”Kvinder servicerer og mænd præsterer.” Dermed har hun nemlig ikke mindst givet klart signal om, at i denne publikation kan man uden at rødme gentage selv de mest stereotype feministiske klicheer, og at det næppe gøres lettere end med formuleringer lånt fra Anette Dina Sørensen.

For ironiens skyld vil jeg her afrunde med en formulering lånt fra magasinets selv: Når fiktion og virkelighed blandes sammen, kan det være svært at finde ud af, hvad man egentlig selv synes. Både piger og drenge skal derfor lære at være kritiske over for kønsmoralske budskaber og signaler, ikke blot i medier, reklamer og pornografi - men også i ministerielle publikationer!